Kan havvindmøller og fiskeri sameksistere?

Kan havvindmøller og fiskeri sameksistere?

Udbygningen af havvindmølleparker er en central del af den grønne omstilling. Danmark har ambitiøse mål for vedvarende energi, og havvind spiller en nøglerolle i at reducere CO₂-udledningen. Men samtidig er havet arbejdsplads for tusindvis af fiskere, der lever af de ressourcer, som findes netop dér, hvor møllerne planlægges. Spørgsmålet er derfor: kan havvindmøller og fiskeri eksistere side om side – eller er de uforenelige interesser?
To erhverv med fælles hav – men forskellige behov
Fiskeri og havvind udnytter begge havets ressourcer, men på vidt forskellige måder. For fiskerne handler det om adgang til fangstområder, hvor fiskene trives, mens vindindustrien søger stabile vindforhold og lav vanddybde til at placere møllerne. Ofte overlapper disse områder, og det skaber konflikter om plads, adgang og miljøpåvirkning.
Fiskerne frygter, at mølleparkerne fortrænger dem fra traditionelle fangstpladser, og at kabler, fundamenter og støj kan påvirke fiskebestandene negativt. Omvendt peger vindindustrien på, at mølleparkerne kan skabe nye levesteder for marine arter og fungere som kunstige rev, hvor fisk og skaldyr trives.
Hvad siger forskningen?
Flere undersøgelser viser, at havvindmøller både kan have positive og negative effekter på havmiljøet. Under anlægsfasen kan støj og bundforstyrrelser skræmme fisk væk midlertidigt. Men når møllerne først står færdige, kan fundamenterne fungere som nye habitater for muslinger, tang og småfisk – og dermed tiltrække større fisk.
Et studie fra DTU Aqua har vist, at visse arter som torsk og sej faktisk opholder sig tættere på møllefundamenter, hvor der er mere føde. Samtidig kan områderne omkring møllerne fungere som beskyttede zoner, fordi fiskeri ofte er begrænset dér. Det kan give fiskebestandene et pusterum og potentielt styrke dem på længere sigt.
Dog er billedet ikke entydigt. Nogle arter undgår områder med mange konstruktioner, og ændringer i strømforhold og sediment kan påvirke gydepladser. Derfor er det afgørende, at hver ny havvindpark vurderes individuelt ud fra lokale forhold.
Samarbejde frem for konflikt
I de senere år er der kommet mere fokus på dialog mellem fiskere, forskere og energiselskaber. Flere projekter arbejder med såkaldt sameksistensplanlægning, hvor man forsøger at finde løsninger, der tilgodeser begge parter.
Et eksempel er forsøg med at tillade visse former for småskala-fiskeri inden for havvindparker, hvor det er sikkert. Andre steder samarbejder man om at udlægge kunstige rev i tilknytning til møllerne, som både kan styrke biodiversiteten og skabe nye fangstmuligheder.
Der er også eksempler på, at fiskere inddrages tidligt i planlægningsfasen, så deres viden om lokale forhold kan bruges til at placere møllerne mere hensigtsmæssigt. Det kan mindske konflikter og skabe større accept af projekterne.
Teknologi og planlægning som nøgler
Fremtidens havvindmølleparker bliver større og mere komplekse, men også mere fleksible. Nye teknologier som flydende møller gør det muligt at placere anlæg længere fra kysten og i dybere vand, hvor de generer fiskeriet mindre. Samtidig kan præcise miljøovervågninger og digitale kortlægninger hjælpe med at identificere de områder, hvor sameksistens er mest realistisk.
Planlægning på tværs af sektorer – det, man kalder maritim fysisk planlægning – bliver derfor afgørende. Her ser man på hele havområdet som en helhed og forsøger at balancere energi, fiskeri, naturbeskyttelse og transport. Danmark er blandt de lande, der er længst fremme med denne tilgang.
En fælles fremtid på havet
Havvind og fiskeri behøver ikke være hinandens modsætninger. Begge erhverv er afhængige af et sundt havmiljø og kan i bedste fald understøtte hinanden. Men det kræver vilje til samarbejde, gennemsigtighed i beslutningerne og en løbende overvågning af, hvordan havet reagerer på de nye konstruktioner.
Hvis det lykkes at finde balancen, kan Danmark både bevare sit fiskeri og udbygge sin rolle som foregangsland inden for grøn energi. Sameksistens er ikke en nem løsning – men det er en nødvendig vej, hvis havet skal rumme både føde og fornybar energi i fremtiden.













